Generalforsamling/
Dragør SeniorBo 19.3.2024

Beretning
Kære generalforsamling, kære medlemmer og gæster!

Her følger bestyrelsens beretning for perioden marts 2023 til marts 2024.

Først til baggrund: Det er 5 år siden vores forening blev stiftet i efteråret 2019, hvorefter vi hurtigt fik en række medlemmer. Efterfølgende kom nye medlemmer til. Det var et godt signal, der understregede det voksende behov for seniorboliger og seniorpolitik i Dragør, som i mange andre egne af DK.

Som I ved, ligger beretninger og referater fra de sidste års generalforsamlinger på vores hjemmeside seniorbo2791.dk, så medlemmer og andre kan informere sig om arbejdet i vores forening. I finder dem under Nyheder/Generalforsamling.

Her følger en orientering om arbejdet siden sidste generalforsamling i marts 2023.

I denne periode har foreningen været ledet af en bestyrelse på 5 personer:

Nina Nørgaard, formand
Niels Strange, næstformand
Richard Berg-Larsen, kasserer (indtil 1.1.2024)
Henning Fuchs, kasserer fra 1.1.2024
Jørn S. Larsen, medlem
Jan Philip Rasmussen har deltaget som suppleant.
Bent Mütze har deltaget som suppleant
Birgitte Jakobsen har været tilknyttet bestyrelsen som referent i perioden

Som bekendt fra læserbreve og medlemsorienteringer har vi også i perioden 23/24 været meget aktive – men vi er stadig ikke tæt nok på at erhverve jord til vores seniorfællesskab - selvom vi har været vidt omkring – sidste år indledte vi et samarbejde med fonden Kuben med henblik på at blive inddraget i overordnet byggeplan på Sdr. Tangvej – efterfølgende som I måske ved er dette byggeprojekt faldet til jorden, og p.t. er en række matrikler interesseret i individuelt salg, lokalplan er under behandling. Det er ikke umiddelbart en model vi kan være med på. Men vi har igen Engvej på lystavlen, det er stort set den eneste realistiske grund vi kan pege på – vi sætter det lange lys på og har planer om (igen) at lave en plan/modeller for, hvordan der kan bygges der – seniorvenligt, bæredygtigt, smukt. Vender tilbage herom senere. Først lidt om det øvrige arbejde i foreningen.

Vi har skrevet en del læserbreve, lavet medlemsorienteringer til jer, deltaget i mange møder, og i hvert fald er der ikke nogen politikere her i kommunen, som ikke kender til SeniorBo. Måske er de også begyndt at forstå forskellen på ældre- og seniorpolitik, en meget væsentlig sondring, især da behovet og ønsket om seniorboliger/fællesskaber vokser. Samtidig viser nylige undersøgelser, at folk der bor i seniorbofællesskaber trækker 17% mindre på den kommunale sundhedstjeneste. En interessant iagttagelse. Et par andre interessante tal: I 2022 slog 24 nye seniorbofællesskaber i DK dørene op med knap 1000 nye boliger, i 2023 åbnede 27 nye seniorbofællesskaber med i alt 1376 boliger – fra analyser som Realdania har fået foretaget af analysevirksomheden Methods. Og tendensen fortsætter i 2024.

Her i Dragør mangler en politik på området i høj grad. En vigtig prioritering skulle man synes. Sidste år havde vi besøg af bestyrelsesformanden for Venstre, Erik Skovgaard Nielsen, som vi har haft et godt samarbejde med. Han delte vores bekymring og havde tanker om, at Venstre skulle indkalde til et stormøde om by-og boligudvikling i kommunen, hvor virkeligheden ændrer sig, når demografien ændrer sig. Det viste sig efterfølgende, at stormødet blev udsat, fordi C, V og A nedsatte et udvalg til diskussion af denne problematik. Vi indstillede så skydningen og glædede os til løftet om et statuspapir inden udgangen af 2023. Men igen, igen skuffede politikerne på dette felt – vi hørte ikke noget om statuspapiret, senere kom det frem, at arbejdet var strandet, der blev aldrig fremlagt konklusioner. En falliterklæring!

Vi besluttede, at vi selv ønskede at holde et borgermøde, og indledte et samarbejde med Ældre Sagen i Dragør og Ældrerådet – vi har etableret et godt netværk, og efter et par møder blev vi enige om at holde borgermødet sammen den 18.4 her i Borgerforeningen. Mødet vil tage udgangspunkt i eksempler på, hvordan man har løst problemer i andre kommuner, som kan være til inspiration for os her i Dragør. Et panel med politikere (vi har foreløbigt tilsagn fra C, V, A og liste T), vil fremlægge deres tanker om, hvordan de ser udviklingen i vores kommune – vi forestiller os, at det kunne være første skridt i deres valgprogrammer på området. Mødet er offentligt og annonceres i Dragør Nyt.

Udover dette konkrete tiltag gør vi en hel del for at holde os opdateret på området ældre-og seniorpolitik – via medlemskab hos Globale Seniorer i gruppen om seniorpolitik, deltagelse i konferencer, ”Bofællesskaber for seniorerne”, arrangeret af Byens Ejendom, hvor et af hovedpunkterne er samtænkning af hjemmepleje.mm med seniorbofællesskaber, deltagelse i møde med københavnske borgmestre om senior-og ældrepolitik, PFA SeniorForum, osv. Og for nylig har vi købt abonnement på et meget interessant nyt medie SeniorMonitor.dk – som hver dag præsenterer relevante artikler på området.
Vigtigt at slå fast er det, at vi arbejder ud fra vores fælles værdigrundlag – som beskrevet i Præsentation og Vision for SeniorBo i Dragør på hjemmesiden seniorbo2791.dk, i samarbejde med mange gode kræfter – i vores forening og udenfor.

Jeg vil slutte denne korte beretning med at takke mine bestyrelseskolleger, referent og medlemmer for et rigtig godt samarbejde i det forløbne år. Nu må vi se, hvordan vi kommer videre. Vi ønsker jeres hjælp og støtte til den proces – den har vi også fået fra nogen aktive medlemmer og rådgivere, stor tak for det.

Med disse ord overlader jeg bestyrelsens beretning til generalforsamlingens behandling.

Nina Nørgaard
Formand
www.seniorbo2791.dk

Du kan downloade beretningen her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.