Baggrund
Gennem de sidste par år har Dragør SeniorBo arbejdet målrettet på at etablere et eller flere SeniorBo fællesskaber i Dragør, med et antal boligenheder. Fællesskaber, der vil gøre det muligt at kunne sætte rammer op for et fællesskab, fx fælles ind- og udvendige arealer, i en størrelse der tager hensyn til forskellige behov i bebyggelsen, samtidig med at der skabes nærhed og kontakter.
Pejlemærker har været:
- At fremme ældres trivsel og tryghed.
- At ældre kan forblive i lokalmiljøet.
- At ældre hjælper ældre, hjælp til selvhjælp, bevare funktioner og værdighed.
- At udskyde behov for kommunal hjemmepleje.
- At ældre kan bo i egnet bolig, i et fællesskab med samvær, hjælpsomhed, og bruge
- egne evner/ressourcer.
- At frigøre boligkapacitet i byen (Dragør).
For nylig har Dragør Kommune i samarbejde med Rådgivningsvirksomheden COWI udarbejdet en befolkningsprognose for perioden 2020-2030. Prognosen tager udgangspunkt i folke -og boligtal tilskrevet den forventede udvikling i kommunens boligmasse frem mod år 2030. Rapporten nævner eksempelvis, at gruppen af borgere i aldersgruppen 75-84 år ventes at stige markant i de kommende år, og aldersgruppen 85+ årige ventes at være konstant stigende over hele perioden frem mod 2030. Samtidig får vi igen og igen tilkendegivet, at de pejlemærker (opstillet ovenfor) er centrale for mange ældre. Vi vil gerne bo sammen.
Det er jo ingen nyhed, men et faktum vi har forholdt os meget aktivt til – ved møder/samtaler med politikerne og andre om grundlag og modeller – ved fælles hjælp lykkedes det at få os (seniorer) skrevet ind i det beslutningsgrundlag som A, V, O og T indgik for et års tid siden, og vi vejrede morgenluft, da vi som en af 4 (5) interessenter blev inviteret til at fremlægge planer for udvikling af Engvejsarealet. En spændende opgave, som præsenterede en række modeller for området, der ligger stort set øde hen, og som kan udvikles til et areal med aktivitetspark, med smukt byggeri og mulighed for fritidsfaciliter. Så vidt så godt! Godt udspil fra kommunens side.
Men så gik der politik i det, og hen ad vejen blev projektet mindre og mindre, og sendt frem og tilbage mellem forvaltning og politikere. Som så ofte før her i Dragør, når flere partier/lister skal samarbejde, er der ikke den store enighed at spore. Sådan har det desværre været i flere år – ikke en nyhed, men nok er nok, og alt andet lige er det politikeres opgave at blive enige! Det synes vores snart 100 medlemmer også – vi tripper alle for fremdrift og løsninger. Selvfølgelig ikkelængere alene på Engvej, men det er vores udgangspunkt, og her vi satser på, at der træffes beslutning nu. Aktiv seniorpolitik nu!
Træf beslutningen om Engvejsarealet nu, og så kan vi komme videre. Der er ingen som helst grund til at udsætte den.
Vi foreslår derefter, på Dragør SeniorBo´s vegne, at der nu nedsættes en mindre hurtigt arbejdende gruppe med deltagelse af aktive (senior)borgere, arkitekter, konsulenter, finansfolk og politikere fra flertallet. Max 10-15 personer.
Formål: konkrete forslag til etablering af flere seniorboliger i Dragør (efter Engvej) – der er muligheder i kommunen trods alt, på såvel almennyttig som på privat basis. Lad os tænke ud af boksen hurtigt og komme videre.
På vegne af Dragør SeniorBo
Niels Strange og Nina Nørgaard
www.seniorbo2791.dk
Du kan downloade læserbrevet her