Dragør 15.01 2022
Dragør SeniorBo - Hvad nu?
På vegne af Dragør SeniorBo vil vi gerne ønske til lykke med valget af den nye KB og efterfølgende konstituering af et nyt politisk flertal. Vi ser med glæde, at der bl.a. er fokus på etablering af senior bofællesskaber i vores kommune og efterlyser, at det her og nu besluttes, hvor og hvordan der i løbet af 1-2 år kan opføres et par fællesskaber. Ligeledes efterlyser vi en langsigtet strategisk plan for boligbyggeri for seniorer generelt, herunder også plejekrævende ældre – grupper, som vil komme til at ”fylde” mere og mere i de kommende år. (Jvf. Cowi-undersøgelsen om demografi for et par år siden)
Dragør SeniorBo har gennem de sidste par år arbejdet målrettet på at bygge vores forening op, og på at få medlemmer – ikke noget problem, vi er mange, som ønsker bofællesskaber. Læs om vores visioner og baggrund på hjemmesiden seniorbo2791.dk, og om arbejdet gennem de sidste 2 år mv. – ikke mindst det spændende oplæg om seniorbofællesskaber i DK, som blev præsenteret på vores generalforsamling.
En hovedopgave har været arbejdet med at finde egnede byggegrunde, som jo er et stort problem i Dragør. Vi har været forbi Jægervejsgrunden, Engvejsarealet, Sdr. Tangvej m.fl.
Senest har vi indledt et interessant og konstruktivt samarbejde med ejerne af en ejendom i St. Magleby, om køb af en matrikel i tilknytning til deres gård. De vil gerne sælge til os og bygge seniorboliger. Vi har af ejerne fået oplyst, at der i forbindelse med salg af et tilsvarende areal tidligere er givet landzonetilladelse til opførelse af enfamiliehuse. Denne tilladelse er givet af Dragør Kommune tilbage i maj 2013. Vi har dokumentation for denne og tænker den kan danne præcedens.
SeniorBo vil på denne baggrund gerne anmode om, at Kommunen snarest muligt udsteder en tilsvarende landzonetilladelse, så der kan opføres et seniorbofællesskab på det pågældende areal. Vi samarbejder med ejerne om denne model og ser frem til at kunne realisere den snarest. I vores henvendelse til KB /Klima-By- og Erhvervsudvalget (tidl. BEPU) har vi lagt vægt på præcedens og samarbejdet med ejerne, som har givet deres skriftlige tilsagn til vores samarbejde.
Som tidligere nævnt vil vi også gerne anføre, at SeniorBo opfordrer til oprettelse nu af en politisk nedsat arbejdsgruppe, der får til opgave at se på behovet for forskellige typer af boliger i Kommunen, herunder seniorboliger og fællesskaber – både på lang sigt, men ikke mindst på den korte bane.
Vi håber på hurtig behandling af landzonetilladelsen, så vi kan komme videre med vores planer, og på at få nedsat en arbejdsgruppe hurtigst muligt.
Med venlig hilsen
Niels Strange og Nina Nørgaard
Dragør SeniorBo www.seniorbo2791.dk